Lone Vitus voksede op i et hus i Nordsjælland hvor der ikke var noget rigtigt landbrug i området, og ingen i hendes familie havde gårde af nogen art. Men hun ville gerne være landmand. Lone læste til mejeriingeniør, og efter ca. 6 år havde hun praktisk erfaring med pasning af malkekøer og fremstilling af mejeriprodukter. Selvom det var et fint arbejde der også gav hende mulighed for at have tid til sine børn, ville hun meget hellere være landman. En dag ringede Lone's nabo og spurgte om hun ville hjælpe ham med at passe hans grise da han skulle opereres. Det ville hun gerne. Det gik rigtig godt og hun elskede at arbejde med grisene. Ejeren spurgte så om Lone ville overtage stalden, og det sagde hun ja til. Det var en konventionel svinebesætning, det var alt Lone kendte til den gang. Hun opfandt forskellige ting der skulle få grisene til at få det lidt bedre, som fx. en skulderbeskytter til diegivende søer, da de fik sår på skuldrene. Lone kunne ikke lide at grisene havde det sådan, så da forpagtningen udløb efter 5 år søgte hun kommunen om lov til at bygge en stald for frilandsgrise. Efter 2-3 år fik hun tilladelsen til det, men da havde hun ikke længere lyst til at have grise nogen kommerciel måde. Hun ville stadig gerne være landmand, men ikke på den måde. Nu er gården blevet en naturejendom uden sprøjtegifte og kunstgødning.
Bogen er skrevet og bygget op, så man langsomt får fortalt hvert lille del af de problematiske forhold i landbruget i dag. Man får fortalt både hvordan mad og dyr og planter behandles og hvilket syn der er på pesticider og kemikalier. Jeg synes den er rigtig god også fordi den er så personlig og ikke lægger skjul på at den er det! Man hører Lone's egen historie til sidst og hun fortæller om sin egen vej fra det konventionelle landbrug til det økologiske.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar